Byer i Toscana

Firenze – renæssancens vugge

Alle huse i Firenze er honningfarvede og har røde tage. Byen er et paradis for fodgængere og et mareridt for bilister. En stadig større del af den middelalderlige bymidte er bilfri, og da byen ikke er så stor, giver det mulighed for at trave det hele igennem til fods. Og nyde cypresser og blåregn, springvand og skønne malerier. Firenzes museer, paladser og kirker indeholder nogle af de største kunstskatte i verden. Der er domkirken, Uffizi-gallerierne og Bargello-museet. Derudover bør man se kirkerne Santa Maria Novella og Santa Croce, som begge er veritable kunstgallerier.

Domkirken, Santa Maria del Fiori, har en kuppel af Brunelleschi, som ingen har gennemskuet mekanikken bag. Der er 463 trappetrin til toppen og en fantastisk udsigt. Fra kirken kan man gå ad Via dei Calzaiuoli (Skomagergade), forbi det gamle marked til Piazza delle Signora, der engang var byens politiske centrum. På vejen vil du opdage, hvorfor Firenze er Italiens modeby nr. 2.

På Piazza delle Signora ligger Palazzo Vecchio, som husede Italiens parlament, da Firenze i 1800-tallet var Italiens hovedstad i seks år. I forlængelse af paladset ligger verdens første museum, Uffizi-galleriet. Dette kunstmuseum er et must, og husk at bestille billet over nettet, så du undgår den lange kø. Det var i øvrigt den berømte hertug Cosimo af Medici, der fik ideen til museet, som indeholder værker af Botticelli, Tizian, Leonardo da Vinci, Bronzino.

Et andet seværdigt museum er Bargello-paladset, som var byens rådhus fra 1255. Her står bl.a. nogle flotte og berømte statuer af Michelangelo, Giambologna og Cellini.

Middelalderbyen Siena

Siena har en af Italiens mest berømte pladser, Piazza del Campo. Har du først været der, glemmer du den aldrig. En muslingeformet, lyserød, skrånende plads, hvor du sætte dig og nyde en is eller drikke en kop kaffe, mens du betragter byliv og alle de andre turister. Du vil som københavner genkende Palazzo Pubblico, Sienas tidligere rådhus, som inspirerede arkitekten Martin Nyrop, da han tegnede Københavns Rådhus.

På flere af sidegaderne kan du købe byens anden berømthed, nemlig panforte, en sød kage, der er kompakt og rig på nødder, honning og kandiseret frugt. Den særlige specialitet fra Siena skulle stamme fra 1200-tallets klostre.

Siena er om nogen italiensk by opdelt i bydele, de såkaldte contrada´er. I alt 17 er der, og de har hver deres kirke, museum, springvand og traditioner. Og ikke mindst flag. Om sommeren kæmper bydelene om hæder og ære i det berømte hestevæddeløb, Palia, som foregår på Piazza del Campo. Det er et stort tilløbsstykke for både indbyggere og turister.

Endnu en italiensk kirke, der skal ses: Byens domkirke Duomo, der regnes for en af Italiens smukkeste gotiske kirker. Den er bygget i byens karakteristiske farver sort og hvid. Gulvet i kirken er skabt af 40 forskellige kunstnere og består af 56 kvadrater, hvoraf nogle fortæller historier fra Det Gamle Testamente.

Andre seværdigheder er Basilica di San Domenico, Medici-fortet og markedspladsen.

Det skæve tårn i Pisa

Pisa ligger ligesom Firenze ved Arnofloden. Byen er mest kendt for domkirkens skæve tårn, som vitterlig er hele turen værd. Tårnet og kirken står ret frit i et stort grønt område, så man kan betragte det fra mange sider. Domkirken og dåbskapellet er begge meget smukke og særlige bygninger, der bør besøges ved samme lejlighed.

Det skæve tårn i Pisa hælder, fordi det er bygget oven på sand og ler. Faktisk blev byggeprocessen forsinket allerede i 1178, da man observerede den første hældning. I 1989 hældte tårnet hele 4,47 menter, og det blev lukket for publikum. På 12 år lykkedes det ingeniører og arkitekter at rette det 40 centimeter op blandt andet ved hjælp af bly-blokke.

Andre steder at se i Pisa er Piazza Cavalieri og Sapienza-universitetet. Og ellers er der bare at slentre en tur langs Arno-floden, hvor der ligger flere hyggelige barer og restauranter.

Familievenlige Lucca

Hvis man er træt af de meget turistede byer Firenze og Siena, kan man forsøge sig med Lucca, som har en sjælden fred og atmosfære af historie. Man lander uvægerligt på den stemningsfyldte ovale plads midt i byen, Piazza Amfiteatro, der som navnet siger tidligere blev benyttet som amfiteater. Andre fine pladser er Piazza S. Francesco og Piazza S. Michele.

Lucca ligger klos op af Appeniner-bjergene og var en af de mest betydningsfulde byer under Romerriget. Lucca er stadig en velstående by med mange velhavende (og konservative) indbyggere. Ingen biler i bymidten, mange lige, smalle gader og høje huse.

Man kan også gå eller cykle en tur rundt på den fire kilometer lange bymur, som blev opført i 1500-tallet. Og hvert år holdes en stor tegneserie-festival i byen med mere end 400 forhandlere fra hele verden. Indeholder både tegneserier, film, rollespil, brætspil og simulationsspil.

Vent venligst, mens vi leder efter den perfekte rejse til dig. Imens har vi fundet nogle facts om det at rejse

Omkring en tredjedel af dine smagsløg er uvirksomme under en flyvning.

Vent venligst

Din anmodning behandles...