Dag til dag program Kefren-rundrejse

Dagsprogram på Kefren-rundrejsen:

Dag 1: Rejsedag.
Let frokost og middag ombord på skibet inkluderet.

Afrejse fra Danmark til Luxor:

Vi flyver fra Billund eller København direkte til Hurghada og videre med fly til Luxor.

Ombord på skibet er der velkomstmøde med vores guide.

Dag 2: Luxor
Morgenmad, frokost og middag er inkluderet.

Tidlig morgen er der udflugt til Vestbredden i Luxor til kongegravene i Kongernes Dal, Dronning Hatshepsuts mindetempel Deir el Bahri, gravarbejderlandsbyen i Deir el Medina og Memnon-kolosserne. Vi besøger et alabaster-værksted på turen. Vi er tilbage igen til frokost.

Om eftermiddagen er der bytur i Luxor, hvor vi går igennem basaren og oplever det mere moderne Luxor. Der er også gennemgang af ugeprogrammet med vores guide ombord på skibet.

Dag 3: Luxor – Esna
Morgenmad, frokost og middag er inkluderet.

Før daggry er der mulighed for at komme med på en ekstraudflugt med ballon over Vestbredden af Nilen i Luxor, hvor du kan se templer, grave og landskabet fra oven i den opgående morgensol.

Om morgenen begynder vi ved verdens største tempelkompleks, Karnaktemplet, og efterfølgende afslutter vi i det smukke Luxortempel. Vi er tilbage til frokost, og efter frokost sejler vi mod slusen i Esna. Efter vi har passeret slusen, ligger skibet til kaj i Esna for natten.

Dag 4: Esna – Kom Ombo – Aswan
Morgenmad, frokost og middag er inkluderet.

Om formiddagen er der afgang fra Esna til Kom Ombo. Vi besøger dobbelttemplet i Kom Ombo ved ankomst, hvor vi spadserer op til templet. Skibet sejler efterfølgende mod Aswan, som vi når sidst på aftenen. Nyd scenerierne langs Nilens bred under sejladsen og ikke mindst den smukke solnedgang undervejs. Overnatning i Aswan.

Dag 5: Aswan
Morgenmad, frokost og middag er inkluderet.

Om morgenen er der udflugt til Philaetemplet, der ligger på en ø bag den gamle dæmning, det gamle granitbrud med den ufuldendte obelisk og den store Aswan-dæmning. Undervejs besøger vi et papyrusinstitut, hvor vi får forklaret, hvordan de gamle egyptere lavede papir af papyrusplanten. Vi er tilbage fra udflugten omkring frokosttid.

Om eftermiddagen er der mulighed for at komme på ekstraudflugt til en nubisk landsby. Vi sejler gennem et naturskønt område med et livligt fugleliv. Resten af dagen er til fri disposition i Aswan, hvor skibet ligger natten over. Der er også mulighed for at komme på ekstraudflugt til det smukke Lyd- & Lysshow i Philaetemplet om aftenen.

Dag 6: Abu Simbel – Edfu
Morgenmad, frokost og middag er inkluderet.

Tidlig morgen er der mulighed for en ekstraudflugt til Abu Simbel ca. 275 km syd for Aswan. Templerne med bl.a. de gigantiske statuer af Ramses II blev flyttet, da man i 1960’erne opførte Aswan-dæmningen, og de er nogle af de mest imponerende seværdigheder i Egypten. Der er også mulighed for ekstraudflugt til det nubiske museum i Aswan. Skibet sejler mod Edfu senere på eftermiddagen. Overnatning i Edfu.

Dag 7: Esna – Luxor
Morgenmad, frokost og middag er inkluderet.

Om morgenen sejler vi mod Esna, hvor vi besøger det lille Esna-templet før frokost. Skibet sejler igennem slusen ved Esna, og derefter fortsætter vi turen til Luxor, som vi når senere på eftermiddagen. Her er der mulighed for at komme på ekstraudflugt til Lyd- & Lysshow i Karnaktemplet om aftenen.

Dag 8Cairo
Vi forlader Nilkrydstogtskibet og transport til lufthavn i Luxor. Det er ikke altid, at rejselederen fra skibet følger med til Cairo. Fly Luxor – Cairo.

Ved ankomst til Cairo fra Nilkrydstogtet er der udflugt i Cairo direkte fra lufthavnen. Vi besøger Det Egyptiske Museum med bl.a. den enorme udstilling fra Tutankhamons grav. Efter endt museumsbesøg kører vi til frokost, og efterfølgende er der besøg på Citadellet med bl.a. den store Alabastermoske. Aftenen er til fri disposition i Cairo.

Dag 9: Cairo
Anden dagen i Cairo er Pyramidedag. Vi besøger de berømte Pyramider og Sfinksen på Gizaplateauet og efterfølgende spiser vi frokost på en hyggelig restaurant på vej ud af Cairo før vi afslutter dagen og Cairo turen med Sakkara og verdens ældste Pyramide – trinpyramiden.

Dag 10: Cairo
Denne dag er til fri disposition i Cairo med mulighed for ekstra udflugt til Det Koptiske Cairo, Det Islamiske Cairo eller Alexandria.

Dag 11-14: Luxor eller Hurghada
De sidste feriedage tilbringes enten i Luxor eller i Hurghada. Der flyves fra Cairo til Luxor eller Hurghada efter eget valg af de sidste dage.

Luxor:
Luxor er så rig på seværdigheder, at man kan se noget nyt hver dag. Ud over de mange faraoniske seværdigheder er der mulighed for at tage på ballonfart over Nildalen, shoppe i Luxors livlige basar, man kan tage på kamel, hest eller æselryg gennem små landsbyer og frodige grønne marker, eller man kan leje cykler og opleve det smukke landskab og den venlige befolkning.

Hurghada:
Her er der bl.a. mulighed for udflugt til paradisøen Mahmya med de kridhvide sandstrande, azurblåt hav og smukke koralrev der vrimler med tropefisk alle regnbuens farver

Dag 15  – Egypten – Danmark:

Hjem til Danmark fra Luxor og Hurghada:
Fra Luxor: Med fly fra Luxor til Hurghada og videre med fly til enten Billund eller København.
Fra Hurghada: Vi flyver direkte fra Hurghada til enten Billund eller København (ca. 5 timer).

Programmet er vejledende og kan ændres. Det kan variere, hvor skibet ligger til kaj, samt hvilke dage de forskellige udflugter gennemføres. Ønsker du at deltage i de beskrevne udflugter, skal du tilkøbe udflugtspakken til Nilkrydstogtet/Rundrejsen samt evt. de nævnte ekstra udflugter.

Vent venligst, mens vi leder efter den perfekte rejse til dig. Imens har vi fundet nogle facts om det at rejse

En flyrejse på tre timer dræner din krop for omkring 1,5 liter vand

Vent venligst

Din anmodning behandles...