De tyrkiske pirater

Pirat for en dag

Det er eftermiddag, og et enligt træskib stævner ud fra havnen. To, tre, fire skibe følger efter, snart flere endnu. Ombord er ikke blodtørstige pirater, men glade feriegæster, der kan se frem til en hyggelig middag i solnedgangens skær, mens de nyder udsigten over den tyrkiske kyst. En klassisk, næsten obligatorisk udflugt, der er inspireret af egnens spændende fortid som centrum for pirateriet i det østlige Middelhav.

Pirateriet ved Alanya

Alanyas klippefyldte kystområde med mange skjulte vige og grotter var det perfekte udgangspunkt for piraterne. Her kunne de ligge på lur og hurtigt overfalde de uvidende handelsskibe, der passerede forbi, eller søge tilflugt og skjule sig, når de var på retur efter et succesfuldt plyndringstogt.

De mange grotter, der findes langs med kysten, blev naturlige skjulesteder for piraternes tyvekoster, og de fleste arkæologer kan stadig få julelys i øjnene ved tanken om de glemte skatte, der endnu kan ligge skjult i klippehulerne.

Kilikierne

På grund af det dårligt udviklede vejnet og det uvejsomme terræn var havet Middelhavsområdets hovedfærdselsåre hele vejen op gennem antikken. Det tyrkiske folkeslag kilikierne, der beboede området omkring Alanya og Side, var et af de folkefærd, der var foregangsmænd inden for udviklingen af søfarten.

De velhavende kilikiere ernærede sig som handelsmænd, mens de mere ydmyge måtte klare sig som fiskere, da jordbundsforholdene kun gjorde det muligt at dyrke jorden i et begrænset omfang. Når fiskeriet svigtede, var pirateri for mange den næste naturlige – og eneste anden mulige – indtægtskilde.

Fra pirateri til slavehandel

De kilikiske pirater havde deres storhedstid i århundrederne efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. Disse århundreder var præget af ustabile, decentrale forhold, der i vid udstrækning gjorde det muligt for piraterne at hærge og regere, som de fandt for godt. Piraterne havde succes, og de blev mere og mere dristige.

Det var imidlertid ikke kun fødevarer eller værdigenstande, som piraterne interesserede sig for. I løbet af århundrederne op til Kristi fødsel blev slavehandel en mere og mere lukrativ forretning, der kulminerede ved, at de kilikiske pirater grundlagde et stort slavemarked i Side. Side oplevede en enorm økonomisk fremgang, der tydeligt ses afspejlet i byens mange velbevarede monumenter fra denne periode.

Piraternes endeligt

Til sidst blev piraterne så dristige, at de både kidnappede en ung Julius Cæsar og overfaldt Roms havn, Ostia. Herefter kunne Romerriget ikke længere se gennem fingre med kilikiernes aktiviteter. Efter et stort søslag blev Kilikien inkorporeret i Romerriget, og slavemarkedet i Side blev underlagt romernes kontrol.

I de følgende år ebbede pirateriet langsomt ud – men i Alanya lever drømmen om piraternes frie liv til søs stadig videre hver dag, når turistskibene stævner ud.

Vent venligst, mens vi leder efter den perfekte rejse til dig. Imens har vi fundet nogle facts om det at rejse

Frankrig er det land i verden med flest turister. Over 82 mio turister besøger landet hvert år.

Vent venligst

Din anmodning behandles...