Opdagelsen af Tutankhamons grav

Udgravninger i Egypten

Store arkæologiske udgravninger i Egypten var absolut ikke et ukendt fænomen i begyndelsen af 1900-tallet. I løbet af hele 1800-tallet havde (særligt) europæiske eventyrere og opdagelsesrejsende, der næppe kan kaldes rigtige arkæologer, foretaget mere eller mindre lødige udgravninger på de mest populære lokaliteter. Egypterne var ikke selv synderligt interesserede i deres faraoniske fortid, og først i slutningen af 1800-tallet fik man i Egypten en stærkere national selvforståelse, ikke mindst fordi man havde været underlagt britisk kontrol siden 1882.

Gravetilladelser skulle udstedes af de egyptiske antikvitetsmyndigheder, og der kom streng kontrol med hvilke genstande, der blev udført fra Egypten. Det gjaldt om at få skaffet sig gravetilladelse på de mest attraktive lokaliteter, og de fleste arkæologer måtte have økonomisk hjælp fra rige sponsorer eller fonde.

Howard Carter

En af de euroæiske eventyrere, der tog på skattejagt i Egypten i begyndelsen af det 20. århundrede, var englænderen Howard Carter, der begyndte sin karriere i Egypten som ganske ung tegner. Han havde ikke nogen formel uddannelse, men var ud af en kunstnerisk familie, og hans talent for at tegne og male blev højt skattet af arkæologerne, der havde brug for hjælp til at dokumentere de fund, der blev gjort i udgravningerne.

Howard Carters første forsøg på at udføre arkæologisk arbejde blev afvist. Men kort tid efter denne fiasko lykkedes det alligevel Carter at få ansættelse som som arkæolog. Han gjorde sit arbejde godt, og som belønning blev han ansat som inspektør i Sakkara uden for Cairo. Carter havde imidlertid et stridbart væsen, og han passede dårligt til den faste stilling. Efter en uheldig episode med nogle franske turister i Sakkara, der med Carters velsignelse havde fået tæv af egyptiske vagter, blev han sat fra bestillingen.

Lord Carnavon

Til alt held mødte Howard Carter kort efter landsmanden Lord Carnavon. Carnavons hobby var arkæologi, og sammen med Carter udgravede de forskellige steder i Egypten fra 1901. Kongernes Dal kunne de dog ikke få gravetilladelse til, og især i årene lige før Første Verdenskrig var deres resultater temmelig sølle.

I 1917 fik Carnavon endelig gravetilladelse i Kongernes Dal. Denne tilladelse var vigtig, fordi Carter var overbevist om, at der eksisterede en grav tilhørende en gådefuld farao Tutankhamon, som man ikke vidste ret meget om. Carter baserede sin teori på forskellige fund og fragmenter med Tutankhamons navn, men de øvrige arkæologer, der havde gravet i Kongernes Dal, var overbevist om, at dalen var tømt, og at der ikke var flere grave at finde.

En sidste sæson

Det var dyrt at sponsorere Carters udgravninger i Egypten, og da Carter i fem år havde gravet i Kongernes Dal uden nogen nævneværdige resultater, vurderede Carnavon, at de andre arkæologer havde ret, og at der ikke var grund til at fortsætte med at sponsorere Carters udgravninger i Kongernes Dal. Selv om han var velhavende, kunne han ikke blive ved med at betale for udgravninger, der ikke bragte noget med sig.

Carter var skuffet og stadig ikke overbevist om, at dalen var tømt. Han tilbød at finansiere endnu en sæson selv, og denne målrettethed fik overbevist Carnavon om at finansiere en sidste gravesæson. I begyndelsen af november 1922 var Carter og hans hold af egyptiske arbejdere tilbage med graveskovlene i Kongernes Dal.

Opdagelsen af graven

Få dage inde i den nye sæson skete der endelig noget. Carters arbejdere stødte på en række udhuggede trin. Trin, der ikke havde set dagens lys i mere end 3.000 år, og som skulle vise sig at føre ned til Tutankhamons grav.

Næste dag havde arbejderne udgravet 12 trin, og for enden af trinene kunne nu anes en forseglet indgang. Indgangen var dækket af seglaftryk, men Carter fandt ikke det navn, han havde søgt efter de sidste mange år: Tutankhamon. Han var skuffet, men samtidig mystificeret. Hvad ventede der sig bag den forseglede dør?

Hvor meget Carter end ønskede at slå den forseglede indgang ind, var han nødt til at bede arbejderne om at dække indgangen og trappen til. Lord Carnavon befandt sig stadig i England, og indtil han ankom, måtte Carter utålmodigt vente på at åbne graven. Som den, der betalte gildet, skulle Carnavon naturligvis være med ved åbningen.

Carnavon ankom til Luxor den 23. november sammen med sin datter, Lady Evelyn. Carter må have været ved at gå til af spænding. Måske også efter at gense Lady Evelyn, som Carter ifølge rygterne havde et godt øje til.

Glimtende guld

Spændingen var til at tage at føle på, da Carter og Carnavon om morgenen den 26. november åbnede graven. Da arbejderne fjernede de sidste stendynger foran den forseglede dør, kunne Carter endelig se alle seglene, og endelig fik han bekræftet sin mistanke: De nederste segl bar navnet Tutankhamon.

Om eftermiddagen var korridoren, der den dag i dag leder ned til graven, ryddet, og man stod nu foran endnu en dør. Carter slog et lille hul i døren, stak et stearinlys ind og vovede kort efter selv at kigge:

”Først kunne jeg ikke se noget. Den varme luft fra kammeret fik lyset til at blafre, men efterhånden som mine øjne vænnede sig til mørket, trådte flere og flere detaljer frem. Mærkelige dyrefigurer, statuer og guld. Alle vegne glimtede det af guld.”

Hullet blev gjort større, og sammen med Lady Evelyn og Carters assistent krøb de ind i kammeret. Her stod de lamslåede og betragtede på det, der uden nogen tvivl var århundredets største arkæologiske fund.

Diplomatisk krise

Fundet af Tutankhamons grav var en verdenssensation. Journalister fra hele verden strømmede til Luxor, men allerede i januar 1923 havde Carnavon givet London-avisen The Times eneret på historien om tømningen af graven. Det udviklede sig til en betændt politisk sag og en diplomatisk krise mellem England og Egypten. Andre aviser, ikke mindst egyptiske, var rasende over ikke få del i det sensationelle fund. Egyptiske nationalister, der arbejdede på en uafhængig, egyptisk stat, brugte hele sagen som et eksempel på, hvordan den britiske ”kolonimagt” holdt egypterne nede.

Carter, der var en stædig sjæl, blev uvenner med Carnavon og nedlagde kort efter arbejdet med graven og rejste tilbage til England. Carnavon døde kort tid efter, og hans datter, Lady Evelyn, fornyede gravetilladelsen i Kongernes Dal. Hun genansatte Carter, der var tilbage i Luxor i slutningen af 1923 for at fortsætte tømningen af graven. Den nye sæson blev endnu mere turbulent for stakkels Carter, der var en dygtig udgraver, men ikke ejede den mindste smule politisk sans.

Antikvitetstjenestens rænkespil

De egyptiske nationalister arbejdede hårdt på at få løftet The Times’ eneret på dækningen af udgravningen. Samtidig var man stærkt fortørnede over, at der ikke var nogen form for egyptisk deltagelse i udgravningen.

Antikvitetstjenesten i Egypten under ledelse af franskmanden Pierre Lacau var pressede, og for at tækkes de egyptiske interesser begyndte Lacau at genere Carter. Lacau forbød bl.a. udgravningsholdets hustruer at overvære åbningen af barnekongens kiste, og dette gjorde Carter så rasende, at han forlod stedet og nægtede at udlevere nøglen til graven til Lacau. På denne måde misligholdt Carter sin gravetilladelse, og Lacau kunne nu ophæve den og få fuld kontrol selv og dermed spille sammen med de egyptiske nationalister.

Senere på året i 1924, to år efter Carter havde opdaget graven, strammede briterne grebet om Egypten og afsatte den nationalistiske regering. Carter vendte tilbage til Tutankhamons grav, og selv Lacau måtte indrømme, at ingen var bedre egnet til det store arbejde med at tømme graven end Carter.

Faraos forbandelse

Carnavon nåede aldrig at se Tutankhamons guldmaske. Han døde få måneder efter åbningen af graven. Kun et par uger inden hans død havde en forfatterinde ved navn Marie Corelli advaret om, at ”den værste straf ville overgå den, der brød ind i en forseglet grav”.

Carnavon, der i forvejen døjede med et svækket helbred, døde af lungebetændelse, men ikke så snart var nyheden om hans død nået verden rundt, førend konspirationsteorierne om faraos forbandelse blomstrede. Man sagde bl.a., at den dag, graven blev åbnet, var Carters kanariefugl blevet slugt af en kobra. Og da Carnavon udåndende, gik alt lys i Cairo ud. Det var faraos forbandelse, og alle, der var afgået ved døden, og som samtidig havde haft en bare perifer forbindelse med Carter, Carnavon eller Tutankhamons grav, var de stensikre ofre herfor.

Om det virkelig var faraos forbandelse, er ikke godt at vide. Og selv om vi ved meget mere i dag om Tutankhamon, hans tid, hans begravelse og de mange skatte end i 1922, findes der stadig uløste gåder, som vi måske aldrig får løst.

 

Vent venligst, mens vi leder efter den perfekte rejse til dig. Imens har vi fundet nogle facts om det at rejse

Den travleste lufthavn I verden er Hartsfield–Jackson Atlanta International Airport (50 millioner flyvninger om året)

Vent venligst

Din anmodning behandles...