Velkommen til Sharm el Sheikh

Her finder du både vigtig information om fx coronaregler og gode råd til dit ophold.

Egypten og corona

Kort resumé – følg linket for at læse den fulde artikel

– Rejsende til alle destinationer/lufthavne i Egypten skal enten være færdigvaccinerede eller kunne fremvise en negativ COVID-19 PCR-test (kvik-test kan ikke benyttes).
– Testen må højst være 72 timer inden ankomst.
– Børn under 6 år er undtaget.
– Testresultatet skal fremgå på engelsk.

– Medbring en udskrift af dit certifikat med QR-kode – dette gælder både Corona-pas eller testresultat.
– I lufthavnen, på flyet og i transferbussen skal alle bære mundbind. I Egypten kan der være check-points, hvor du får målt din temperatur.

– Lokalt er reglen, at man bruger mundbind i supermarkeder, taxier, servicebusser og turistbusser.
– Sørg altid for at have mundbind med, når du går uden for hotellets område.
– På hotellet kan der også på udvalgte steder stå skilte med påbud om at bruge mundbind og holde afstand.

Gode råd til dit ophold i Sharm el Sheikh

Her er nogle gode råd om det at være på ferie i Sharm. Læs dem og få inspiration til dit ophold. Nogle af rådene kan spare dig for en masse ærgrelse undervejs.

Alkohol

Øl, vin og alkohol kan købes på stort set alle hoteller samt på de fleste restauranter. På visse lokale restauranter og caféer serveres der sjældent noget, der er stærkere end cola og te. Egypterne laver udmærket øl, men deres vin er ikke imponerende. Priserne på lokal øl, vin og spiritus er på niveau med de danske. Importeret øl, vin og alkohol er meget dyrt.

All Inclusive

All Inclusive i Egypten betyder, at du har tre måltider inkluderet i prisen samt drikkevarer af lokale mærker i et bestemt tidsrum, som er specificeret på hotellets All Inclusive-program. Du får udleveret All Inclusive-programmet, når du checker ind.
Dine måltider kan indtages i hotellets buffet-restaurant, og du vil på en almindelig buffet som oftest kunne finde et par forskellige slags kød og/eller fisk samt flere forskellige slags tilbehør. Som oftest ris og pasta og/eller kartofler samt blandet salat. Lokale retter er som regel også at finde på buffeten.

Det egyptiske køkken er mildt krydret og olieret og særligt kylling, ris og lever er populære retter. Drikkevarer serveres, en ad gangen i små plasticglas. Der kan også være tale om selvbetjening. Alle drikkevarer er af lokale mærker.

Det egyptiske køkken

Det egyptiske køkken er kun mildt krydret. Man spiser meget kylling, fisk og oksekød garneret med masser af grøntsager. I den egyptiske madlavning er der en tendens til at bruge fedtstoffer og olier – måske lidt mere end vi er vant til. Så tænk på, at overdreven indtagelse kan forårsage maveproblemer, hvis du ikke er vant til det.
Salat og frugt på hotellet er vasket med rent vand og er derfor sikkert at spise. Ligeledes er isterninger lavet af rent vand.

Badning

Brug vandfast solcreme med en høj solfaktor og husk at smøre dig ind 1 time, før du skal i vandet. Ellers lægger solcremen sig som en hinde på korallerne og kvæler dem. Eller endnu bedre: Tag i stedet en T-shirt på, når du skal snorkle.

Der ligger ofte sten og døde koraller i sandet, og der kan være mange søpindsvin, så det er en god idé at bruge badesko – de kan købes på hvert et gadehjørne.

Dansk rejseleder

Vores rejseledere er tilgængelige via servicetelefon og personligt. Har du noget, du gerne vil have hjælp til eller blot et spørgsmål, så brug endelig vores rejseledere, de er der for det samme.

Er der noget, som ikke fungerer, så fortæl det til rejselederne, så gør de deres bedste for at hjælpe. Hvis du venter med at klage, til du er kommet hjem, er det for sent for os at gøre noget.

Dehydrering

Den lave luftfugtighed gør, at du sjældent opdager, hvor meget du sveder – så pas på dehydrering. Typiske tegn på dehydrering er hovedpine og svimmelhed. Drik mindst et par liter vand om dagen, og husk at alkohol, kaffe og te er dehydrerende.

Dress code

Vore hoteller og krydstogtskibe har dresscode. Dvs. at gæster klæder om til ”smart casual” til aftensmaden. For herrerne betyder det lange bukser og lukkede sko – og for damerne tøj, der dækker knæ og skuldre.

Drikkepenge

I Egypten er lønningerne lagt an på, at alle giver drikkepenge, så også lokalbefolkningen ”tipper”, når de har fået god service.
Det er både tjeneren, receptionisten, rengøringsmanden, barmanden, piccolo, buschaufføren og mange andre, der forventer at få drikkepenge. Beregn ca. 250 kr. pr. person i drikkepenge pr. uge.

Skal du på Nilkrydstogt eller rundrejse vil rejselederen tilbyde at samle penge ind til en fælles pulje, der så dækker stort set alle drikkepenge, der skal gives, mens du er på krydstogt og i Cairo. På rundrejsens sidste dage i enten Sharm el Sheikh, Hurghada eller Luxor står du selv for drikkepenge. Det er frivilligt, om du vil være med i den fælles pulje.

Drikkepenge

Rengøringspersonale: Ca. 100-150 EGP pr. værelse pr. uge (ca. 40-60 kr.*).

Baggagepersonale på hotellerne: Ca. 20 EGP pr. kuffert (ca. 7-8 kr.*).

Tjeneren: 10 pct. hvis ikke drikkepenge er inkluderet – ellers runder du op. På All Inclusive-hoteller er 20-25 EGP (8-10 kr.*) nogle gange om ugen er stærkt fremmende for servicen.
Bemærk at hvis der er angivet en “service tax” på din regning, er dette ikke drikkepenge, men en pålagt skat fra regeringen.

Taxi: Ingenting – du skal i stedet ”prutte” energisk om prisen for at få den rigtige pris. Eller bed taxichaufføren om at køre med taxameter.

Buschaufføren: forventer 20-30 EGP (8-12 kr.*)

Faraos forbandelse

Nogle får en omgang ”faraos forbandelse” – det giver sig typisk udslag i diarré og af og til feber og opkast. Men det kan afværges: Hold først og fremmest en ekstrem streng håndhygiejne.

Der kan ligge mange bakterier i en beskidt pengeseddel, et rækværk eller et dørhåndtag. Så vask hænder ofte, og medbring vådservietter eller desinficerende gele.

Drik aldrig vandet fra vandhanen, børst tænder i flaskevand, og hold munden lukket, når du er i bad og i poolen.

Vi fraråder, at du drikker iskolde drikkevarer, fordi det kan give maveproblemer og føre til sygdom.

Hold igen med kraftig og fedtholdig mad, og drik masser af vand.

Husk også, at air condition på værelset altid skal være over 25 gr. Store temperaturudsving kan medføre forkølelse og dårlig mave.

Forbudte souvenirs

Køb aldrig smykker eller souvenirs lavet af koraller, skildpaddeskjold, muslingeskaller, søpindsvin eller andet, der stammer fra havet. Det er ulovligt og medfører konfiskation og høj bødestraf, når du bliver pågrebet ved gennemlysning i lufthavnen.

Og husk, at så længe der er turister, der er parate til at betale for disse varer, er der fattige lokale, der er parate til at plyndre og ødelægge koralrevene.

Fødevareallergi

I Egypten er de ikke særlig godt oplyste om fødevareallergi, herunder glutenallergi, laktoseintolerance eller lign., og du kan derfor ikke forvente, at de kan fremskaffe produkter, der er fri for ovenstående, ligesom at du ikke altid kan tage kokkens vejledning for gode varer.

Vi anbefaler at du holder dig til de ting, du ved er gluten- eller laktosefri, og at du selv medbringer det, du ikke kan undvære som fx brød.

Hjemrejsen

Afhentningstidspunktet for hjemrejsen finder du i “Min rejse”, på hotellets board eller i hotelmappen.

Stå venligst klar i receptionen med din bagage, sørg for at din regning er betalt, at du har afleveret nøglen og fået alle dine værdier fra hotellets safeboks.

Seneste udcheckning er sædvanligvis kl. 12 på hoteller og kl. 10 på krydstogtskibe. Hav venligst pas og rejsebevis klar i din håndbagage og kontroller selv, at dine kufferter bliver lagt ind i bussens bagagerum. Bagage med værdier skal du altid selv tage med ind i bussen og flyets kabine som håndbagage.

Hennatatoveringer

Hennatatoveringer er flotte og eksotiske men vær opmærksom på, at selv brunt hennablæk kan indeholde det sorte farvestof PPD (phenylenediamine), der kan være stærkt allergifremkaldende.

Internet / wifi på din mobil/tablet

WiFi-forbindelserne på hotellerne og lokalt i Sharm El Sheikh er oftest noget ustabile på grund af det høje antal brugere. Det samme gælder telefonforbindelsen. Du kan med fordel købe et simkort hos en af de lokale telebutikker som fx Vodafone, Etisalat eller Orange, hvor du, for et mindre beløb kan købe Internet og telefoni til en uges ferie. Bemærk dog at net- og telefonforbindelse i Egypten generelt kan være dårlig.
Du skal have dit pas med for at købe et SIM-kort eller USB-modem.

Vær opmærksom på, at du hurtigt kan bruge en stor mængde data på din telefon, hvis du ikke har slået funktionen Mobildata og Dataroaming fra, når du ankommer til Egypten. Vi anbefaler derfor, at du allerede slår disse funktioner fra inden afrejse fra Danmark.

Koralrevet

Rødehavet er hjemsted for nogle fantastiske koralrev. Det tager tusindvis af år at opbygge et koralrev, men det tager kun et øjeblik at nedbryde, hvis man ikke er varsom.

Rør aldrig ved korallerne, fiskene eller andre af revets beboere. Træd aldrig på korallerne, fordi de kan brække af og dø. Og mange af dem er giftige og kan give betændte sår.

Svøm i stedet hen over koralrevet eller langs med, men vær forsigtig hvis du har svømmefødder på – et enkelt slag med en svømmefod kan ødelægge de skrøbelige koraller.

Husk også på at det er forbudt at fodre fiskene – det forstyrrer den skrøbelige økobalance.

Tag ikke noget med fra havet – og efterlad intet!
Du vil blive afkrævet en bøde i lufthavnen, hvis du har koraller, skaller eller souvenirs lavet af disse med ved afrejsen.

Mistet bagage

Fejlsending af bagage sker jævnligt. Medbringer du livsvigtig medicin og værdigenstande, så pak det altid i håndbagagen.

Hvis din bagage ikke er med flyet ned til destinationen, er det ved bagagehåndteringen i afrejselufthavnen af fejlen er sket. Få altid lavet en såkaldt PIR-rapport i lufthavnen, hvis din bagage ikke når frem. Det er dit bevis på, at du har meldt din bagage savnet ved ankomst. Sørg for at få en kopi af rapporten med hjem til forsikringsselskabet.

Har du tegnet en rejseforsikring, kan du gå ud og købe det nødvendige tøj og andre små fornødenheder for det rådighedsbeløb, som fremgår på din police. Husk at få kvitteringer på det du køber.

Myg

Hvis du bliver plaget af myg under dit ophold, kan du bede hotellet om at sprøjte dit værelse med myggegift og spørge efter en “plug in repellant” til stikkontakten. Brug altid myggespray, når du er ude om aftenen.
De lokale myggesprays er ofte mere effektive end de danske fabrikater. De købes i de fleste supermarkeder, apoteker og i hotellernes kiosk for omkring 80-90 LE per dåse.

Nationaliteter

Turistområderne er et multikulturelt resortområde, så du vil både på dit hotel og rundt omkring i byen møde mange forskellige nationaliteter. For bedst muligt at kunne kommunikere med de mange tilrejsende, har mange af de lokale lært sig en lang række forskellige sprog, så du skal ikke blive overrasket, hvis du bliver talt til på russisk, italiensk, tysk, engelsk, arabisk – eller dansk.
Hotellerne gør meget for at sikre, at alle gæster har det godt, og at der bliver taget hensyn til alle nationaliteter. Hvis du alligevel føler, at der er noget, der kunne forbedre deres service, så lad os det endelig vide.

Påklædning

Egypten har ørkenklima med varme dage og kølige nætter. Medbring sommertøj i naturmateriale og varmt tøj til om aftenen især i vinterhalvåret. Fra oktober til april kan nattemperaturer nå ned på 2-12 grader.

Husk på at Egypten er et muslimsk land. I badebyerne Sharm el Sheikh, El Gouna, Hurghada og Soma Bay kan du gå klædt, som du vil. Men i de mere traditionelle dele af landet anbefales det, at både kvinder og mænd klæder sig i noget, der dækker knæ og skuldre.

Især for kvinder er det en god idé med tækkelig påklædning, fordi lårkort, små shorts og ærmeløse toppe kan virke som en opfordring til chikane i byer som Cairo, Aswan og Luxor. Det frarådes kvinder at ligge topløse ved strand eller pool.

Ramadan / Eid

I Egypten holder man hvert år Ramadan, hvor muslimer faster fra solopgang til solnedgang. Ved solnedgang samles familie og venner til et stort fællesmåltid kaldet Iftar, og efter ca. en måned afsluttes Ramadanen med en kæmpe fest, der hedder Eid-ul Fitr.
Ramadanen er for muslimer en hellig periode, og man kan derfor opleve, at servering af alkohol er begrænset og ofte foregår afskærmet, fra solopgang til solnedgang. Ligeledes kan man forvente, at tingene kan tage lidt længere tid end normalt.

Sikkerhed

Egypterne er venlige og imødekommende, men sælgerne i basaren kan være yderst pågående – ignorer dem, hvis du ikke er interesseret i deres varer.

Røveri og voldelige overfald sker stort set aldrig, men simpelt tyveri f.eks. fra hotelværelser er ikke ukendt. Læg derfor altid penge, pas, smykker og andre værdier i hotellets eller skibets safe box.

Vi påtager os intet ansvar for tyveri fra værelset, bussen, skibet m.m.

Shopping

Sølv, guld, papyrus, parfumeessenser og diverse kunsthåndværk såsom billedtæpper, stenarbejde, kobber og messing, æsker indlagt med perlemor m.m. kan med fordel købes i Egypten.

Internationale mærkevarer er rigt repræsenteret i basaren. Det er som oftest kopier, der ingenlunde lever op til originalernes kvalitetskrav. Billige og farverige T-shirts, håndklæder, duge m.m. kan købes over alt. Egyptisk bomuld er verdenskendt, men den bedste kvalitet bliver eksporteret. I kan dog finde gode kvaliteter i butikkerne.

I basaren og i de fleste turistbutikker, hvor der ikke er prisskilt på varerne, er det almindeligt at prutte om prisen.

Sygdom og læge

Hvis du ikke har det godt og føler dig syg, er det vigtigt at søge lægehjælp så hurtigt som muligt for at undgå, at situationen forværres, og at din ferie bliver ødelagt.

Alle hoteller har en vagtlæge til rådighed for gæsterne. Kontakt receptionen eller din rejseleder, hvis du har brug for lægehjælp.

Vær opmærksom på, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at betale lægen direkte og efterfølgende søge din rejseforsikring om erstatning. Som regel vil din rejseforsikring dog kunne stille en betalingsgaranti, så du undgår dette. Tal derfor så vidt muligt med din rejseforsikring, inden du besøger lægen.

Ved alvorlig sygdom eller tilskadekomst anbefaler vi South Sinai Hospital på grund af faciliteterne og standarden for lægebehandling. Telefonnumre til South Sinai Hospital, hotline: +2 012 80 000205, +2 011 58 99 4464, +2 011 22 25 1740.

Hvis du har brug for at komme på hospitalet, beder vi dig altid kontakte en rejseleder. Husk at tage dit pas og dine forsikringsdetaljer med til hospitalet.

Tiggere

Børn, der tigger ved seværdigheder, er sjældent de fattigste. Lad venligst være med at give dem penge, for det er ikke velset, at de ved fem minutters plageri kan tjene mere, end deres far kan ved en hel dags arbejde.

Uland

Egypten er stadig et uland på mange områder, og det er langt fra alt, der fungerer så effektivt og strømlinet, som vi kunne ønske os. Fly og busser kan være lidt forsinkede, check-in på hotellerne kan tage tid, og alting kan virke meget bureaukratisk og kaotisk. Samtidig er det ikke alle, der taler lige godt engelsk.

Hertil skal lægges, at egypterne generelt ikke er særligt gode til at vedligeholde tingene. Derfor er det ikke usædvanligt selv på 5-stjernede hoteller, at vandhanen drypper, at der er gået en pære, at toilettet løber, at strømmen pludselig går, døren binder eller at den opstillede ekstra seng ikke er i topkvalitet.

Sig det i receptionen og hav lidt tålmodighed, så skal det nok blive lavet. Men tag alt som det kommer – egypternes venlighed, hjælpsomhed og humor kompenserer langt for de små gener.

Vaccinationer

Det er ikke påkrævet med vaccinationer eller malariapiller i Egypten, dog anbefaler vi vejledningen fra fx Danske Lægers Vaccinations Service eller SSI.

I disse corona-tider kan det  anbefales at være færdigvaccineret, da verden i de fleste tilfælde igen ligger åben.

Valuta

Den lokale valuta hedder egyptiske pund (LE) og består af 100 piastre. Medbring egyptiske pund, euro eller US dollars og regn ikke med at kunne veksle danske kroner.

Alle udflugter, der købes lokalt, kan betales med kreditkort eller kontant i danske kroner eller euro.

Visakort kan bruges som betalingsmiddel på hoteller, og de fleste steder er der hæveautomater. Flere af disse automater kan også veksle euro til egyptiske pund.