Venedig står på vandet
Venedig er en fantastisk by, bygget på pæle og holdt sammen af broer, der forener de flere end 100 små øer, som huser de mange, imponerende historiske bygninger i byen.
Byen er lig med romantik og dramatik, og ikke mindst de traditionelle gondoler, der kan fragte dig rundt i denne unikke by.
Venedig var i flere århundrede en betydningsfuld magtfaktor i området omkring Middelhavet. Fra midten af 1100-tallet voksede den smukke by sig til et stort og vigtigt handelscentrum, der vigtigst af alt, havde store mængder kapital til rådighed. Faktisk var Venedig så magtfuld, at byen blandt mange andre vigtige byer også havde lagt Cypern under sit våbenskjold. Først i mødet med det succesfulde Osmannerrige i midten af 1600-tallet, måtte Venedig opgive sin hidtidige magtposition.
Venedig undgik af gå til i storbrande og krige, og derfor kan man den dag i dag, gå rundt i et levende museum, som viser byggeri helt tilbage fra 800-tallet og frem. Venedig var især kendt for sin eksklusive glasproduktion og ikke mindst det spektakulære årlige karneval.
I dag rummer byen flere end 150 kanaler med Canal Grande, som den ubetinget største med den berømte Rialto-bro. Og det er da også mest imponerende at beskue byen fra søsiden.
Undersøg Venedig om natten
Der er et utal af seværdigheder i byen. Venedig er kendt for Rialto-broen og Sukkenes Bro, som har sit navn fra de ”sukkende fanger”, der skulle gå fra Dogepaladset over til fængslerne (og døden) på den anden side. Herudover er der seværdigheder som Markuskirken, Markuspladsen, Gran Canal, kvarteret Cannaregio, Santa Maria-kirken og selvfølgelig Dogepaladset (”doge” er venetiansk for ”duce”, fører eller leder).
Mest vigtigt er det dog bare at slentre rundt og opleve byen. Og måske stå op midt om natten eller tidligt om morgenen og opleve Markuspladsen turisttomt eller gå over Rialtobroen helt alene. Der er gratis adgang til Markuskirken, og du kan undgå køen ved at booke en adgangstid på nettet. Nyd en af Italiens smukkeste seværdigheder med løgkuppel og mosaikker fra gulv til loft. Dogepaladset er dyrt, men pengene værd, og særligt er det en oplevelse at gå over Sukkenes bro, som ellers kun kan nydes udefra.
Venedigs fiskemarked
Madelskere må unde sig et besøg på Rialto-markedet, hvor de lokale restauratører og private køber fisk, som der i sagens natur findes masser af i et område med så meget vand. Men her sælges også masser af grøntsager og frugt.
Turen væk fra Venedig
Hvis man er i bil til Venedig, er det oplagt at planlægge en større tur rundt i det nordlige Toscana med berømte og seværdige byer som Pisa, Lucca og Firenze, der alle kan nås fra Venedig på en halv dags kørsel. Videre over mod Frankrig finder man det idylliske og særprægede område Cinque Terra, hvor man kan vandre mellem fem små pittoreske byer på klippesiderne ud til havet. Området er i dag en naturpark, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Venedig tilbyder
Over 150 kanaler mellem husene i byen
Smuk by med spændende historie
Bør opleves både til fods men også fra vandsiden