Dubai Shopping Festival
Paradis for shopaholics
En gang om året – fra midten af januar til midten af februar – afholdes Dubai Shopping Festival, der som navnet antyder er en hel festival kun tilegnet shopping, shopping og mere shopping. Mere end 2.300 forretninger og indkøbscentre deltager i festivalen, der blev afholdt første gang i 1996 for at give indkøbskulturen i Dubai et skub. Siden har festivalen vokset sig så stor, at mellem to og tre millioner mennesker fra hele verden besøger festivallen.
Alt på udsalg
Under shoppingfestivalen bugner de store indkøbscentre af nedsatte varer: biler, designertøj, tasker, sko, elektronik, køkkenudstyr, møbler, parfume… Alt er på tilbud. I souk’en og på de arabiske markeder faldbydes håndknyttede tæpper, guld i alle afskygninger, smukt dekoreret keramik, sjaler, sutsko, vandpiber, orientalske tekstiler, tøj og møbler samt ubegribelige mængder af småting og souvenirs.
Den globale landsby
I et særligt område af Dubai ligger The Global Village, hvor alverdens lande er repræsenterede med forretninger, boder og forskellige typer af varer. Her sælges alt fra afrikanske træmasker og saronger til kinesiske æsker og dragefigurer. I The Global Village er også et stort tivoli med forlystelser, gøgl, gadeoptræden, madboder og fyrværkeri hver aften.
Dubai Shopping Festival byder på masser af underholdning med spektakulære lys-, lyd- og lasershows, teaterforestillinger, modeshows med internationale navne, store koncerter og lodtrækninger om pengepræmier, guld og Rolls Royce’r.
Share this article
Del denne artikel
Also interesting
Smag den søde nationaldrik
juni 16th 2021
Områder i New York
juni 16th 2021
Tre unikke oplevelser på Maldiverne
juni 16th 2021
De bedste restauranter i Luxor
juni 16th 2021