05 juni 2019

Falkonerende!

by atlantisrejser
Læs denne artikel i
2 minutter
Inspiration
422 andre
Sharing is caring
Del med andre

Falkonerende!

Den traditionelle, arabiske falkejagt er et absolut must på en tur til Emiraterne

Indrømmet! Jeg var skeptisk på forhånd. De udflugter og seværdigheder, du tilbydes som gæst på et delikat og luksuriøst feriested, skal sørme være gode. For hvorfor ellers forlade den kendte, afslappende og velgørende totaloplevelse med solen og poolen?

Derfor var det med en smule modvilje, at jeg sammen med familien satsede eftermiddagens sidste timer på Al Hamra Fort Hotel & Villas i emiratet Ras Al Khaimah til fordel for en lille times transport hver vej til et andet ferieressort, hvor vi skulle overvære et falke-show. For helt ærligt, hvor spændende kan det være at se en bunke fjer i turisttrænet aktion.

Men allerede undervejs i den lille minibus begyndte mine mundvige at vende opad. Man skulle være et skarn for ikke at pege barnligt på de løsgående kameler og nyde synet af det røde sand i kæmpe dynger over alt omkring os. Og i det hele taget glædes ved Adams og Mimis tålmodige forventningsfuldhed.

Da vi ankom til Banyan Tree Al Wadi, blev vi modtaget som længe ventede gæster og uopsætteligt vist ind i en afkølet bygning. Fra første sekund var vi sporet ind på, at vi skulle tilbringe et par timer sammen med vilde dyr, for vi blev mødt af svag, men dog umiskendelig lugt af urin, som man kender den fra zoologiske haver. Lugten var ikke ubehagelig og efter ganske få øjeblikke var den glemt … for dér sad én! En levende falk med hætte over hovedet cirka halvanden meter fra den sofa, vi ventede i. Vi formanede straks ungerne om ikke at komme for tæt på … for hvad nu hvis rovfuglen pludselig med sit skarpe næb huggede ud efter deres ben? Efter yderligere et par minutter var vi mere rolige, for da havde både ansatte og andre gæster været tæt forbi fuglen, uden at den overhovedet havde gjort udfald eller søgt at løsrive sig fra det stativ, den var fastgjort til og tilsyneladende sad mageligt på.

Endnu inden vi havde fået information om eftermiddagens program, nærmest flåede jeg kameraet ud af rygsækken. For lige foran os skulle en kæmpe fugl fodres med råt kød. Ørnen og dens træner havde helt tydeligt et tillidsfuldt forhold til hinanden. Vi fik senere at vide, at det var en ørn, der ulovligt var blevet importeret til emiraterne. Ørnen var blevet syg og derfor afleveret anonymt til de dygtige trænere på Banyan Tree Al Wadi. I øvrigt blev vi belært om, at en stor han-ørn kun frygter ét væsen, nemlig en hun-ørn, for den er større og en mere aggressiv jæger. Og så var det, at de mandlige besøgende på tværs af nationalitet grinede og nikkede indforstået til hinanden.

Så var tiden inde til at blive præsenteret for stedets fugle. De boede i samme bygning lige på den anden side af en skillevæg, og de åbne adgangsveje forklarede lugten. Vores vært, en englænder ved navn Mitch, forklarede langsomt og tydeligt om uglerne, om høgene … og om falkene. Vi havde god tid til løbende at oversætte for ungerne, der slugte oplysningerne med samme appetit, som ørnen kort forinden havde demonstreret.

Beduinernes jægere

Uglen med det moderne navn Google er sød nok

Efter en god halv times tid, og jeg mener ”god” i begge betydninger, trak vi uden for, for nu skulle vi se og føle de fantastiske fugle. Vi begynder meget moderne med Google og Yahoo – to ugler, der i et bur gerne ville flyve hen til deres træner og hans skiftende assistenter, nemlig os, vel at mærke, hvis der var en godbid af råt kød i handsken.

Så var vi klar til eftermiddagens absolutte højdepunkt. Træningen af en falk. Af Mitch fik vi at vide, at træningen foregik sidst på eftermiddagen, fordi der ikke længere var så varmt, for det var i forvejen meget udmattende for falkene at træne.

At overvære et falkeshow er noget for hele familien.

Lugter ingenting, ser alt

Mimi med falken – meget imponerende rovfugl

Vi sad på en bænk i skyggen, hver med en flaske kølig vand. Bag Mitch og hans falk begyndte solens lave stråler at skabe skygger mellem sanddriverne i den arabiske ørken. Mitch overraskede os ved at holde et stykke lækkert kød hen lige foran hans hætteklædte falk. Falken reagerede overhovedet ikke. Og dermed demonstrerede Mitch, at falke ikke besidder lugtesans.

Til gengæld har falke en helt fantastisk synssans. Derfor bar falkene hætter, når de skulle transporteres til og fra træningen, forklarede Mitch. Det var meget vigtigt, at hætterne passede til falken, så den ikke trykkede på hovedet og øjnene, og at hætten allerførste gang blev sat på falken på en nænsom måde, for ellers ville den modsætte sig at få monteret hætten. Men hætten var vigtig, for den berøvede synssansen, og dermed kunne falken slappe af og hvile før og efter træningen.

Før falken fik hætten af, fik den monteret en lille sender, så Mitch kunne følge og finde falken, hvis den skulle flyve væk. Da falken igen kunne se, virrede den lidt med hovedet, og var klar til at give den gas. Opvarmningen var nogle korte flyveture hen til os tilskuere. Et lille stykke kød i handsken, og falken var let at lokke. Den vigtigste instruktion var, at man skulle holde læderhandsken højt, for falken ville søge op mod det højeste punkt, og hvis hånden med handsken hang nedad, ville falken kravle op ad den ubeskyttede arm … og så skulle dens skarpe klør nok efterlade mindeværdige aftryk.

Styrtdyk på op til 360 km./t.

Og så … klimaks. Mitch fastgjorde noget kød med fjer – det lignede en lille fugl – for enden af en snor. Falken fløj af sted, og Mitch begyndte at svinge snoren rundt, så den kunstige fugl kom op i fart. Pludselig tordnede falken mod sit bytte. Med flere hundrede kilometer i timen  – den kan styrtdykke med op til 360 km i timen –  prøvede den at ramme og fange det, som den opfattede som en fugl på flugt.

Jeg lod kameraet arbejde på fuldt tryk. Tog så mange billeder så hurtigt som muligt efter hinanden, for det var totalt umuligt at forudse og følge, hvornår falken prøvede at slå til. Kun et par af billederne fik indfanget falkens forsøg.

Til sidst lykkedes det heldigvis for falken at ramme byttet, og i den virkelige verden ville den angrebne fugl falde død til jorden. Træningen gik ud på, at falken ikke skulle flyve bort med byttet for selv at æde det. For så var falken jo ikke et jagtredskab. Stille og roligt nærmede Mitch sig, og på et tidspunkt kunne han dække byttet af, så falken ikke længere kunne se det, og så byttet jo væk, for ”ude af øje, ude af sind”. Til gengæld fik falken noget andet, lækkert kød – lige tilpas så den var sulten igen ved samme tid i morgen, for ellers gad den ikke jage.

Falke til flere millioner

Mens Mitch forsigtigt gav falken sin hætte på, fortalte han, at de bedste falke mellem rige sheiker kunne handles til svimlende to til tre millioner danske kroner, for i Emiraterne satte man pris på de unikke rovfugles evner.

Ungerne havde ikke haft vanskeligt ved at koncentrere sig. Selv om de ikke forstod det hele, så havde de ikke en eneste gang øffet over, at de kedede sig eller havde spurgt til deres Nintendo.

Mens Mimi forsøgte at indfange den nedadgående sol, kom en beduin ridende på sin kamel og fuldendte billedet af en uforglemmelig eftermiddag.

Indrømmet! Da vi igen kørte mod vores base i Ras Al Khaimah, kunne jeg ikke lade være med at småskamme mig over, at jeg havde været så skeptisk over for Falke-showet. Måske hang det sammen med, at Falke-showet ikke er en titel, der yder oplevelsen fuld retfærdighed. For nok var eftermiddagens træningsprogram tilrettelagt til ære for turister, men ikke desto mindre bød det på seriøs information i rigt mål. Og da vi nåede hjem til hotellet, havde jeg mast oplevelserne sammen i et enkelt, selvkomponeret ord: Fascinerende, falke, imponerende: Falkonerende!

Also interesting