4. juni 2019af Rushy Rashid Højbjerg

På toppen af verden

I Dubai kan du komme op i verdens højeste bygning, 828 meter høje Burj Khalifa. Og det tager kun et minut!

Vi boede en times kørsel fra hektiske Dubai i det lille og meget stille emirat Ras Al Khaimah, der er omgivet af sand, vand og smukke bjerge. På vores base, Al Hamra Fort, kølede vi af i poolen, svømmede i det skønne og azurblå hav og byggede sandslotte, mens vi så forelskede på de smukkeste solnedgange, der aften efter aften dannede kulisse for en smuk aften med fortsat hygge på hotellet.

Én dag måtte vi dog ud af vores idyl og ha’ en smagsprøve på Dubai. Og der er så meget at se, at du er nødt til at prioritere. Skal du shoppe, eller skal du se noget? Og hvis du vil se nogle af de mange, spektakulære ting, som du har hørt om hjemmefra, kræver det mindst en hel uge KUN i Dubai!

Med børn på slæb var shopping udelukket, da det kun var moren, der syntes, at det kunne være sjovt – det måtte blive på en tøsetur med veninderne. Vi blev, som familie, enige om, at vi skulle se Burj Khalifa – verdens højeste bygning!

Verdens højeste bygning ligger midt i Dubai – Burj Khalifa – og den måtte vi se!

Højere, hurtigere, større!

Og selvfølgelig findes den i Dubai. For hvis der er noget, Dubai er kendt for, så er det at overgå alle andre. Det kan næsten ikke blive for højt, for hurtigt, for stort eller for dyrt…

Og ungerne kunne slet ikke vente med at komme de 828 meter op.

Heldigvis havde vi bestilt billetten til Burj Khalifa i forvejen, ellers havde det næsten været helt umuligt at komme til. Skiltet viste nemlig, at alle turene var udsolgt – vel og mærke hele dagen. Men med penge kan alt dog alligevel lade sig gøre i Dubai, og du kunne således slå genvej og komme til – hvis du ville betale det tredobbelte af normalprisen! 

Lige som vi kom ind i den store ventesal efter at have vist billetter, blev vi mødt af en stor LEGO-model af tårnet. Gensynsglæden var stor hos ungerne, der opdagede, at du også kunne købe en mindre LEGO-model af Burj Khalifa med hjem… Men her slog de voksne bremserne i. At slæbe LEGO med hjem til Danmark ville være det samme som at slæbe sand med til Sahara, så vi lod være.

Fra udsigtsplatformen på 124.etage kan man se hele Dubai Downtown og springvandene under sig – fedt!

Udsigt fra etage nr 124!

Det var en fantastisk oplevelse at få gennemgået tårnets tilblivelse på vej ud til elevatoren, der på ét minut bragte os op til udsigtsterrassen på 124. etage, der er sidste stop på turen for turister, selv om bygningen rummer hele 160 etager. Og uanset hvad du måtte mene om Dubais sheikher og deres hang til at konkurrere, kan du ikke andet end at blive imponeret over deres formåen. At de med deres olie-penge har været i stand til at rejse sig fra sandet og gribe efter stjernerne med dette bygningsværk.

Du får helt hjertebanken af de høje bygninger, der som legoklodser står linet op rundt om tårnet og er med til at danne Dubais skyline. Selv om du skulle lide af højdeskræk, skal du lige kigge ned og beundre arabisk mosaikkunst i bunden af de mange kanaler, der som filigran-mønstre snor sig om tårnet. Midt i denne surrealistiske oplevelse, kan du også lige, i vaskeægte Dubai-style, trække en guldbar i automaten på toppen, hvis du skulle have lyst til et lille minde fra, da du var på toppen af verden!

Og lige så hurtigt, som du kom op, kommer du ned på jorden igen – dog stadig høj på den himmelske oplevelse!  

Husk det musikalske springvand

Foruden den fantastiske udsigt fra Burj Khalifa kan du også nyde et af verdens største og flotteste springvands-show, der foregår neden for Burj Khalifa.

Det musikalske springvand i Dubai Downtown ved siden af Burj Khalifa og Dubai Mall gør sig også godt i aftentimerne.

 

Vent venligst, mens vi leder efter den perfekte rejse til dig. Imens har vi fundet nogle facts om det at rejse

Omkring en tredjedel af dine smagsløg er uvirksomme under en flyvning

Vent venligst

Din anmodning behandles...