05 juni 2019

Skønne Bali

by atlantisrejser
Læs denne artikel i
2 minutter
Inspiration
467 andre
Sharing is caring
Del med andre

Skønne Bali

Bali

Bali er nem at rejse rundt på, og grundet øens relativt beskedne størrelse, kan du komme vidt omkring på din ferie. Og det er der god grund til, for naturen på den 90 km lange og 140 km brede ø varierer meget fra den ene ende til den anden.

Strandene er et af Balis fineste adelsmærker, og de bedste finder du på syd- og vestkysten. Nusa Dua Beach er en sand drømmestrand, som er meget velegnet til badning og snorkling, da vandet er lavt og roligt.

Seminyak, hvor Atlantis Rejser har flere hoteller at vælge imellem, er det nye hotspot på Bali, der rummer de mest luksuriøse strandresorts, restauranter i verdensklasse med topkokke fra hele verden og flere shoppingcentre.

Og heller ikke om natten skal du mangle noget – Seminyak huser også en eksklusiv natklubscene.

Når ikke du ligger ved poolen eller den spektakulære strand og nyder en farverig drink, kan du eventuelt besøge Biasa Artspace, som er et galleri for moderne kunst i Seminyak. På første etage i galleriet, finder du også et udsøgt bibliotek med kunstbøger og magasiner af høj klasse.

Petitenget Temple er et århundrede år gammelt hindutempel, som nærmest er den eneste seværdighed i Seminyak, som vidner om områdets historie, da selve området er ganske nyudviklet og har haft fokus på luksussegmentet indenfor hoteller og restauranter.

Naturen omkring Seminyak, specielt strandene, og her er Echo Beach en af dem, som du bør besøge under opholdet. Stranden er kendt for det helt fantastiske lys, som falder over vandet i forbindelse med solnedgang. Derudover er stranden de erfarne surferes paradis på grund af nogle utroligt store bølger, og vi bør advare mod selv at tage et bræt med i bølgerne med mindre du er dreven surfer, da både strøm og bølger kræver sin mand. Men det bør ikke afholde dig fra at nyde aktiviteterne på bølgerne, som du kan nyde i sikkerhed fra en af de mange lækre seafood cafeer langs hele stranden.

Atlantis Rejser kan også præsentere flere hoteller i en anden populær strandby Sanur.

Sanur

Sanur er et utroligt børnevenligt område, der er centreret om den fem kilometer lange sandstrand. Langs stranden går en skøn promenade, som er som skabt til en cykeltur eller den daglige morgenløbetur.

Stranden er lavvandet og derfor perfekt til børnefamilier. Der findes også et væld af gode restauranter i byen, ligesom du kan gå på opdagelse i de mange butikker, der primært sælger produkter af lokal oprindelse. I det hele taget hersker der en afslappet stemning i Sanur.

Tre kilometer syd for Sanur ligger Turtle Conservation & Education Centre, som er et center for bevarelse af de fredede havskildpadder. Centeret er åbent for besøgende og her kan du se havskildpadder i alle aldre.

Som noget særligt, kan du også få guidede ture blandt eksotiske blomster i alle farver i Bali Orchid Garden, som også ligger i Sanur.

Lovina

Som noget nyt, kan Atlantis Rejser nu tilbyde hotelophold i byen Lovina.

Her er tempoet for alvor sat på afslapning, og her er stille og roligt døgnet rundt. Det er her, du kan læse bøger og magasiner på stranden i palmernes skygge uden afbrydelser, og sent på eftermiddagen se de lokale fiskere gøre deres både klar til nattens fiskeri. Stranden er otte kilometer lang og rummer hoteller og restauranter i alle prisklasser. Lovina er også kendt for deres helt særlige sorte sandstrande. Havet er roligt omkring Lovina, så det er også en familievenlig destination. Her kan du for alvor dyrke vandsport, som dykning og snorklig og se delfiner på havet

Fra Lovina er det også uligt at besøge buddisttemplet Banjar eller Brahma Vihara Avama, Balis største munkekloster.

Ud over strandene er Bali samtidig hjemsted for nogle meget flotte koralrev, så det er oplagt at prøve at dykke eller måske tage et dykkercertifikat under ferien. Har du ikke mod på dykning, får du også rigtig meget ud af bare at ligge i vandoverfladen og snorkle. Under vandet finder du en utrolig rigdom af eksotiske fisk og farvestrålende koraller.

Oplev også den frodige natur midt på øen omkring byen Ubud. Ubud er kendt som centrum for kunstnere og kunsthåndværkere, og det er ikke svært at forstå, når man står midt i det bakkede, grønne landskab, omgivet af regnskov, grønne ris-terrasser og floder, som bare venter at blive udforsket, enten på mountainbikes, i båd eller på en rask vandretur.

Ubud ligger også tæt på de store vulkaner på øens nordside. Prøv en solopgangstur til vulkanen Mount Batur, hvor du fra kanten af krateret, kan se en fantastisk solopgang med udsigt over de spektakulære, bjergrige landskaber. Det er billigt at leje en bil med chauffør for en dag, og det er en oplevelse, der kan anbefales.

Er du interesseret i Østens kultur og gamle tempelruiner, finder du også masser at gå på opdagelse i på Bali. Øen gemmer på mange af gamle hindu-templer, og nogle er nærmest helt gemt væk bag grønne frodige regnskovsplanter, der har fundet et permanent hjem på templerne. Besøg det ældgamle Ulu Watu-tempel fra det 11. århundrede, som ligger majestætisk placeret på toppen af en stejl skrænt ud mod havet. Her findes en formidabel udsigt over havet og klipperne.

Kokospalmerne har i øvrigt en helt særlig betydning: palmerne er livets træ for balineserne. De bruger alle dele af træet: stammen til byggemateriale, bladene til offergaver, blomsterknopperne til palmevinen tuak, kokosnøddernes skal til brændsel og det hvide indre til madlavning.

Tip: Når kongefamilien ikke selv skal bruge de mange værelser, der ligger som små huse omkring de indre gårde i Ubud Paladset, lejes de ud. Kik forbi og spørg, om der er et ledigt og få dig en helt anderledes oplevelse.

Gå ikke glip af: Solnedgangen som breder sig i technicolor på himlen bag Uluwatu. Templet ligger på den vestlige spids af Balis sydlige drypø på kanten af en stejl klippe, som havet buldrer ind mod hundrede meter nede. Slangen i paradis er de pågående aber, som hugger alt, hvad der blinker. Pas på dem.

Ferievejret: Temperaturen ligger året rundt mellem 25 og 30 grader. Der er to årstider: Mest regn – mindre regn. Den mest tørre årstid er fra april til november. De øvrige måneder er regntid, oftest med heftige regnskyl sidst på eftermiddagen, hvorefter solen skinner igen. Mest regn december-februar.

Also interesting