Mallorca er for alle
Alcúdia i nord er det perfekte valg for dig, som rejser med børn. Den lavvandede og kilometerlange, hvide sandstrand og med nogle af Mallorcas bedste familiehoteller har gjort Alcúdia-bugten til børnefamiliernes ferieparadis.
Havnebyen ligger ved en 14 kilometer lang og bred sandstrand og har alt, hvad du kan ønske dig af strandsport, golf, tennis, cykling, shopping, restauranter, skønne hoteller og ikke mindst en bilfri strandpromenade, der strækker sig hele vejen til Puerto de Alcúdia.
I takt med at Alcúdia er vokset, er der opstået separate bydele med egne midtpunkter, torve, parker og shoppinggader, så det virker som om du bor centralt, uanset hvor dit hotel ligger i Alcúdia.
På Mallorcas nordligste punkt ligger halvøen Formentor. Det er et bjergrigt område med smukke naturstrande og en uovertruffen udsigt flere steder langs den bjergride kyst. Området eksklusivt og et af de første steder, hvor der blev etableret hoteller. I 1930 åbnede Hotel Formentor, og dette luksushotel tiltrak berømtheder som Charlie Chaplin, Sir Winston Churchill og forfatteren Scott Fitzgerald. Hotellet findes stadig og her kan du nyde den eksklusive stemning ved den smukke pool.
Cap Formentor er et yndet udflugtsmål for mange glade sommergæster hvert år. Her på spidsen af halvøen Formentor, kan man ved det hvide fyrtårn nyde den storslåede udsigt over Middelhavet og se både øen Menorca og byen Alcudia. Stranden Playa Formentor er en kilometer lang og en ægte naturstrand med næsten helt hvidt sand og pinjetræer i baggrunden. Stranden er smal og børnevenlig og bærer EU’s Blå Flag. Der findes flere forskellige områder, hvor du kan leje liggestole og parasoller, men vær opmærksom på, at prislejet afspejler området eksklusive status.
Den gyldne bugt på Mallorca
Cala d’Or, som betyder ’den gyldne bugt’, ligger på Mallorcas østkyst, cirka 65 kilometer øst for Palma. Byen er med sine små, hvidkalkede huse og hyggelige marina en meget charmerende by med et eksklusivt præg. Her finder du mange spændende fiske- og skaldyrsrestauranter langs marinaen og gode tapasbarer i gaderne omkring. Den hyggelige by og de stemningsfyldte gader er et oplagt udgangspunkt for en slentretur om aftenen i den lune middelhavsluft. Kyststrækningen består af en række små, smukke badebugter, de såkaldte calas, med finkornet sand og turkisblåt vand. Vandet er ideelt til opdagelser under havoverfladen, hvor klippeformationerne og fiskene kan opleves på nærmeste hold.
Den største ferieby på østkysten er i dag Cala Millor. Den har en af de bedste strande på Mallorca og ikke mindst et særdeles livligt forlystelsesliv, så her er noget for alle både børnefamilier og de mere festglade unge. Hotellerne ligger helt ned til stranden, som er næsten to kilometer lang. Langs stranden findes der masser af strandbarer og restauranter samt udbydere af alle former for vandsport. Det er som udgangspunkt en børnevenlig sandstrand, men da stranden ikke ligger beskyttet i en bugt, som mange andre strande på øen, skal man være opmærksom på, at der til tider kan være både strøm og høje bølger. Mange gæster kommer til området for at feste på byens mange natklubber. Området omkring byen er kuperet med en smuk natur og er derfor oplagt at å på opdagelse i på cykel eller på ATV, som let kan lejes i byen. Udenfor området ligger også flere populære golfbaner. Strandpromenaden forbinder Cala Millor med den mindre ferieby Cala Bona, som i højere grad er egnet til børnefamilier. Her finder du også et hyggeligt havneområde med lokale restauranter, cafeer og barer. Det er en familievenlig destination, da strandene i området, som udgangspunkt er børnevenlige. De består oftest af sand, men der kan være områder med grus. Her er der også et par legepladser og mulighed for vandsportsaktiviteter. I byområdet finder du supermarkeder, små butikker og lokale restauranter.
Vandring og natur på Mallorca
Puerto de Sóller ligger for foden af de smukke bjerge på Mallorcas vestkyst. En mere stille og rolig og autentisk by i naturskønne omgivelser med en dejlig strand og vidunderlige solnedgange. Bjergdalene i nærheden egner sig perfekt til vandreture, og lejer du bil, kommer du nemt til de nærliggende byer. Besøg for eksempel Fornalux, også kendt som Spaniens smukkeste by, og pittoreske Deià , hvor kunstnere fra hele verden finder inspiration i de maleriske omgivelser.
På havnen og strandpromenaden ligger små, lokale restauranter og hyggelige fortovscaféer side om side, og har du mod på mere af den slags, kan du tage den charmerende, åbne træsporvogn ind til byen Sóller.
Nye områder på Mallorca vinder frem
Puerto Pollensa, også kaldet Port de Pollença, ligger i en bugt på det nordlige Mallorca, hvor bjergkæden Sierra de Tramuntana strækker sig næsten helt ned til havet. Den lille fiskerby har længe været en populær badeby, og du finder derfor her ældre og meget charmerende hoteller fra turismens oprindelse på Mallorca. I havnen ligger sejlbådene side om side med en håndfuld farverige fiskerbåde. Både langs strandpromenaden og i bykernen er der både eksklusive butikker og butikker, der sælger håndarbejde, keramik, sko og madvarer. Og selvfølgelig finder du også her gode fiskerestauranter. På begge sider af havnen er der lyse, finkornede sandstrande. Den længste af dem er mere end 500 meter lang. Her kan du dyrke wind- eller kitesurfing eller bare nyde ferien under en parasol.  Dette er også et godt område for cykling.
Tæt på Puerto Pollensa ligger den fredelige fiskerby Cala San Vicente. Det er den mindste og nok også den mest fredelige ferieby på Mallorca, og oplagt til dig, der ønsker fred og ro på ferien. Byen er som mange andre på øen bygget op om fiskeriet, og har i de senere år også opnået staus som ferieområde. Men fiskerne kan stadig opleves ordne deres garn og både på byens strand. Her findes nogle få butikker og lokale restauranter. Byen har tre strande, som alle har en fantastisk udsigt mod halvøen Formentor og bjerget Cavall Bernat. Cala Barques er den største og flotteste strand med nogle få strandbarer i nærheden. Cala Clara ligger lige ved et stort hotel og derfor også godt besøgt med mange mennesker. Cala Molins bliver hvert år fyldt op med fint lyst strandsand importeret til formålet. Alle tre strande er børnevenlige og lavvandede.
På den nordlige del af Mallorca finder du også Cala Ratjada, som skandinaverne først nu er begyndt at få øjnene op for. Cala Ratjada er en fiskerby, der trods sin udvikling til populært ferieområde, stadig har bevaret den oprindelige charme fra dagene som fiskerleje. I dag er byen stadig en vigtig fiskerihavn på Mallorca, og i haven finder du således både fiskerbåde, luksusyachts og udflugtsbåde liggende side om side. Havneområdet er charmerende med sine mange palmer og promenade med hyggelige cafeer og restauranter. Fra havnen er det muligt at tage udflugtsbåde til den smukke naboø Menorca. Byen rummer også et pænt udvalg af butikker, tapasbarer og lokale restauranter. Selve området er smukt med en varieret natur. Her er skovene frodige og grønne med dramatiske klippekyster, der står i smuk kontrast til det krystalklare vand og de kridhvide sandstrande. Der findes flere forskellige sandstrande i og omkring byen, men fremhæves skal Son Moll, som er den børnevenlige bystrand. Derudover kan man udenfor byen finde hyggelige bugter med små, skønne sandstrande. Tæt på området ligger der også to meget populære golfbaner.
Smuk strand og natur på nordkysten
Få kilometer fra Cala Ratjada ligger der en anden lille, men smukt placeret ferieby, Cala Mesquida. Byen ligger midt i et meget naturskønt område med pinjetræer og et kuperet terræn. Selve byen ligger i en stor bugt med klipper på hver side. Byen er ikke særlig storm og her findes kun få hoteller, private villaer, lidt butikker og restauranter og byen er derfor oplagt til dem, som ønsker en ferie i smukke, men fredelige omgivelser. Stranden er til gengæld en af de flotteste på Mallorca. Den er bred med smukt, lyst finkornet sandt og flere hundrede meter lang. Vandet er krystalklart og oplagt til snorkling. Der findes kun mulighed for leje af vandcykler, så også ved stranden er der stille og roligt. Som udgangspunkt er stranden børnevenlig, men når det blæser, kan bølgerne blive høje, men der er livredder på vagt i højsæsonen.
Mini Ibiza i Magaluf
Magaluf er de seneste år blevet rigtig populært blandt Europas unge. Når mørket falder på, er der gang i nattelivet med kæmpe fester, og det er ikke uden grund, at byen bliver kaldt mini Ibiza. Det er i Magaluf, du finder nogle af Mallorcas største diskoteker og klubber, og kendte DJs kommer til byen i højsæsonen for at spille. De fleste af Magalufs over 100 gå-i-byen-steder ligger i og omkring gaden Punta Ballena Strip.
Et par kilometer fra Magaluf finder du den diametrale modsætning Cala Vinas. Det er en lille, hyggelig landsby ved en smuk bugt mellem klippeskærene, som gemmer på en dejlig , lille sandstrand, som også er børnevenlig. Her er uret sat på ferie og afslapning, og du finder ikke meget andet i byen end nogle få hoteller og spisesteder og et lille minimarked. Her er smukt og vandet er krystalklart.
Palma de Mallorca
Palma de Mallorca er en storby uden lige. De fleste feriegæster bliver overrasket over byens mange facetter, der både tæller den gamle charmerende bydel, det gotiske vidunder La Seu samt alt hvad dit hjerte begærer af shopping og trendy caféer, restauranter og clubber. Desuden har du havnefronten med udsigt til lystyachter, fiskerbåde og Middelhavet. Lidt uden for Palma de Mallorca finder du ferieområdet Palma Nova. Palma Nova ligger langs tre bugter, der med deres naturlige sandstrande tiltrækker mange gæster hver sommer. Det er en familievenlig destination, hvor legepladser fordeler sig langs strandpromenaden sammen med et fint udvalg af butikker, cafeer og lokale restauranter. Ude i vandet findes sågar også et lille flydende vandland med sjove vandrutsjebaner til alle vandglade familiemedlemmer. Derudover kan man også kaste sig over alle mulige andre former for vandsport ved strandene. Udenfor området findes også en række gode golfbaner. Efter hånden er Palma Nova vokset mere eller mindre sammen med det andet ferieområde Magaluf, som er kendt for sit livlige natteliv.
Endnu et charmerende ferieområde tæt på Palma de Mallorca er Ca’n Pastilla. Som mange andre ferieområder, har Ca’n Pastilla en fortid som et lille fiskerleje, der på grund af sine bugter og dejlige sandstrand med tiden har udviklet sig en populær feriedestination. Stranden her er bred og med det fineste, lyse sand. Den er lavvandet og området er derfor også meget børnevenligt. På stranden finder du alt indenfor vandsport ligesom du også kan besøge en af de mange strandbarer kaldet Balnearios. Langs stranden findes en skøn strandpromenade, der byder på cafeer og butikker. Selve byen minder stadig om det gamle fiskerleje, og her finder du også en række små hyggelige gader med butikker og lokale tapasbarer og restauranter. Det tager en halv time at køre til selve Palma de Mallorca fra Ca’n Pastilla.
Palmabugten
På vestsiden af Palmabugten ligger feriebyerne tæt med magelige hoteller og strandpromenader lige ved hånden. En af dem er Illetas, som er en stille og eksklusiv ferieby 10 km sydvest for Palma. Standarden på hotellerne er højt, og det er et utroligt smukt område. Hovedstranden Platja d’Illetas er en 200 meter lang strand, som ligger smukt placeret i en smuk bugt omgivet af klippeskær, hoteller og pinjetræer. Der findes også et par andre smukke strande i området. Fælles for dem alle er det azurblå vand, og ude i vandet ligger smukke både for svaj og nyder bugtens herligheder. Nabobyen til Illetas er den charmerende Cala Mayor. Det er et af Mallorcas ældste ferieområder, og selv kongefamilien har valg området til deres ferieresidens. Hovedattraktionen er den 250 meter lange, smukke, hvide sandstrand, der ligger godt beskyttet i en bugt. Byens hovedgade Joan Miro er opkaldt efter den berømte maler. Langs hovedgaden finder du et godt udvalg af lokale cafeer og resturanter. Byen rummer også et museum med malerier, skulpturer og personlige genstande fra Miros liv. Det kongelige sommerresidens Marivent ligger placeret på en klippetop udenfor byen med en fantastisk udsigt over Palma-bugrten. Du kan også nyde den storslåede udsigt fra en af de mange restauranter, der ligger i området omkring residensen.
Mod øst finder du herlighederne koncentreret ved den lange sandstrand Platja de Palma og ud mod Arenal. Arenal er også kendt som stedet, der tiltrækker de festglade unge fra hele Europa, som nyder livet på stranden om dagen og giver den gas på den mange natklubber om aftenen. Arenal er ikke området for dig, der søger stilhed og ro – her er der gang i den døgnet rundt. Området ligger i Palma-bugten og huser en skøn, finkornet , bred sandstrand, hvor du kan dyrke alle former for vandsport. Stranden er meget populær, så man skal også stå tidligt op, hvis man vil være sikker på en plads. Stranden er som udgangspunkt børnevenlig, men da den tiltrækker så mange festglade unge, kan det være svært for børnefamilierne at komme til. Arenal ligger ca en halv times kørsel fra Palma de Mallorca.
Snorkling, cykling og golf på Mallorca
Santa Ponsa er en lille, hyggelig by smukt beliggende i bunden af en stor bugt beskyttet af bjerge og med brede, hvide strande. Her kan du sagtens tilbringe en hel dag med at bade og snorkle ved de flotte klipper.
Santa Ponsa er også et godt udgangspunkt for dig, der vil på opdagelse og opleve dit eget Mallorca. Lige bag byen begynder bjergkæden Sierra de Tramuntana, der fortsætter til nordspidsen af Mallorca, så hvis du er til cykling med stigninger, er dette et fint område. En udflugt til Mallorcas hovedby, Palma, der ligger blot 18 kilometer væk, er også et must, hvis du er til shopping og byliv.  Spiller du golf, ligger Club de Golf de Santa Ponsa med sine 18-huller lige i nærheden.
På sydvestkysten ligger den eksklusive by Puerto de Andratx godt placeret i en naturlig lagune, der i datiden var en livlig havn og i dag er blevet en moderne marina, der tiltrækker den ene luksusyacht efter den anden i højsæsonen. Ekslusivt og romantisk er de to kodeord for denne lille hyggelige by. Her er kun to meget små strande vest for byen, så det er ikke strandlivet, der trækker her. Derimod er byens hyggelige og afslappede atomsfære, de smukke gamle villaer, den skønne havnepromenade og de gode restauranter, det der tiltrækker de mange gæster i sommersæsonen. Der er ikke særligt mange hoteller i byen, men flere ferielejligheder og villaer, og da terrænet skråner ned mod havet, er der næsten garanti for havudsigt. Byen rummer også et livligt natklub, da flere af de bedste natklubber på Mallorca findes her. Byen er ikke oplagt for børnefamilier, men mere egnet til voksenferien.
På østkysten finder man den lille tidligere fiskerby Puerto Cristo. Byen er stille og rolig og mest kendt for sine grotter med drypstenshuler og Europas største underjordiske sø. Puerto Cristo har vel nok Mallorcas bedste bystrand. Den er ca 350 meter lang med fint, gyldent sand. Her finder du solsenge, parasoller og en række små cafeer og restauranter lige bag stranden. Der er ikke den vilde vandsportsaktivitet, men man kan leje en vandcykel. Stranden er meget børnevenlig, da vandet ofte er stille på grund af den bugt, som den ligger beskyttet af. Byen har ikke så mange hoteller, så her er stille og roligt også om aftenen. Det primære liv forgår ved strandpromenaden og ved havnen, som i dag bruges af både de lokale fiskere samt de store luksusyachts, der ligger til i højsæsonen. Udover grotterne, så tager mange på bådudflugt med glasbundsbåde, så man kan opleve den spændende verden under havoverfladen.