16 juni 2021

Tre golfbaner på Algarvekysten

by atlantisrejser
Læs denne artikel i
8 minutter
Inspiration
461 andre
Sharing is caring
Del med andre

Vilamoura’s golfbaner rangerer blandt de bedste i Europa

Algarve er ikke kun en dejlig destination for vandhunde, strandløver og andre badedyr, som valfarter til den lange kyststrækning for at nyde livet og de mere end 300 årlige soldage, man nyder godt af på disse kanter.

Et af Algarve-kystens højdepunkter er byen Vilamoura, som er en eksklusiv og moderne ferieby og destination for livsnydere, som kun er tilfredse med det allerbedste. Vilamoura er hjemsted for mere end 20 golfbaner, hvoraf flere rangerer blandt de bedste i Europa. Når man først ser de frodige omgivelser og oplever det behagelige klima på egen krop, forstår man bedre, hvorfor området formentlig er Europas største golfdestination.

Vi bringer her en top-tre over de bedste golfbaner i Vilamoura og omegn, hvor du kan teste dine evner på det nænsomt manicurerede græs.

Oceanico Old

’Den gamle’ har lagt græs til golfspil siden 1960erne og er en af de ældste golfbaner i Algarve. Alderen viser sig dog ingenlunde som træthedstegn, for ’den gamle’ holder sig stadig ung trods sine 45 år. Banens fairways er overstrøet med træer, så du skal holde tungen lige i munden, når du driver.

Oceanico-banen ligger kun fem kilometer fra Vilamouras livlige marina, hvor flotte sejlbåde i hundredvis lægger til kaj. Fra lufthavnen i Faro er der kun tyve minutters kørsel til en stor golfoplevelse.

San Lorenzo

San Lorenzo-banen ligger cirka 20 kilometer fra Vilamoura og regnes for at være en af de tre bedste golfbaner i Portugal. Noget særligt ved banen er, at den er anlagt lige ud til Atlanterhavet, så du kan arbejde på handicappet til en formidabel udsigt. Desuden er banen omgivet af fuglereservatet Ria Formosa, så du er sikret en behageligt afslappende golfoplevelse i rolige og naturskønne omgivelser.

Vale do Lobo Ocean

”Ulvedalen” er det ældste golfresort i hele Algarve-regionen. På resortets ’Royal’-bane spiller man ud til Atlanterhavet på fem huller og kommer tættere på havet end på nogen anden bane i området. Det er en varieret bane, hvor man virkelig bliver udfordret. Samtidig kan banen prale af at have det formentlig mest fotograferede hul i portugisisk golf, nemlig banens hul nummer 16, hvor man teer af fra toppen af en klippe og dermed står med en dramatisk udsigt over området og havet.